You are here:

Hvad er kalibrering, og hvorfor er det vigtigt?

Rev. 0.1 – 27.06.2018, JKO

Kalibrering handler om at sikre, at målinger bliver udført korrekt, så man kan stole på dem.

Ved en veludført kalibrering sikres det, at ens dataloggere måler de samme værdier som alle andre dataloggere.

Kalibrering kan være krævet af myndigheder eller kunder, og er en central del af at opretholde en høj kvalitet, hvad enten man arbejder med medicin, medicinske prøver, fødevarer eller noget helt tredje.

I denne guide har vi samlet de vigtigste begreber og viden omkring kalibrering af måleenheder, så du ved, hvad du skal være opmærksom på.

Hvordan foregår en kalibrering?

Kalibreringen udføres ved at sammenholde en værdi, fx temperaturer, udlæst af en datalogger med en reference. Ved at udlæse forskellen mellem hvad dataloggeren måler, og hvad referencen måler, kan man udregne om dataloggeren måler rigtigt, samt hvor tæt på rigtigt dataloggeren måler.

Sporbarhed

Sporbarhed er det vigtigste begreb inden for kalibrering. Sporbarhed af ens udstyr betyder, at målinger fra ens datalogger kan spores tilbage til den samme internationale standard. Man kan dermed være sikker på at, dataloggeren viser det samme resultat som enhver anden sporbar datalogger. Man benytter den internationale standard, SI, som bevis på, at alle arbejder ud fra samme enheder, fx temperatur.

Usikkerhed

Under kalibrering sammenholdes den målte temperatur af den datalogger som kalibreres mod en reference, men den sammenligning, der laves vil altid være forbundet med en vis usikkerhed. Usikkerheden beskriver hvor præcist de to målte temperaturer er sammenholdt, og giver derfor et billede af hvor tæt på “den sande værdi” en kalibrering kan forventes at være.

Usikkerheden for kalibreringen bør altid fremgå af kalibreringscertifikatet.

Acceptable afvigelser

På mange kalibreringscertifikater er der angivet et såkaldt acceptance level. Dette angiver om eventuelle afvigelser fra den sande værdi er inden for en defineret grænse, og om man derved kan stole på den usikkerhed, som leverandøren har lovet.

Hvad skal man være opmærksom på, når man vælger kalibrering?

Der er en række ting man skal være opmærksom på, når man vælger kalibrering. De vigtigste er nævnt nedenfor:

Sporbarhed

For at kunne stole på de målinger ens udstyr foretager, skal udstyr altid være sporbart.

Usikkerhed

Usikkerheden på kalibreringen skal vælges så den passer til de behov der er fra myndigheder eller interne processer. Som regel vil 0,5 °C være rigeligt, når man overvåger køleudstyr, såsom køleskabe, frysere og varmeskabe.

Akkrediteret eller ikke akkrediteret

Hvorvidt kalibreringen af dit udstyr skal være akkrediteret eller ej afhænger af de krav, som myndigheder eller kunder har til kvaliteten og sporbarheden af de målinger, der bliver foretaget af dit overvågningsudstyr.

En akkrediteret kalibrering er altid garanteret til at være af høj kvalitet, og alle akkrediterede virksomheder har strenge krav til procedurer, og bliver også løbende overvåget for at sikre en høj ensartet kvalitet af kalibreringer. Derfor kan du altid stole på at akkrediterede kalibreringer følger den samme internationale standard for kalibrering.

Euprys DANAK akkrediteret laboratorium

Euprys WiFi dataloggere kalibreres i vores unikke DANAK akkrediterede laboratorium ved brug af systematiske og validerede metoder. Laboratoriet er akkrediteret i henhold til ISO 17025 standarden. Vi garanterer præcise kalibreringer og et højt niveau af ekspertise og viden om kalibrering af termometre.